
Udvikling af SMILET – det kreative værksted på Rigshospitalet
Sociale Formål
Projekt år: 2022 – 2024
Bevilling: 100.000 kr./år
Foto: SMILfonden
SMILfonden
SMILfondens kreative værksted på Rigshospitalet, SMILET, fungerer som et trygt og inspirerende frirum for børn, der befinder sig på hospitalet. Her får børnene mulighed for at træde væk fra sygdom, behandlinger og hospitalsstemning og i stedet fordybe sig i leg, kreativitet og fællesskab – både med andre børn og med deres familiemedlemmer. En hospitalsindlæggelse rummer ofte mange utrygge og uvante elementer, og derfor kan det være en stor lettelse for børnene at opholde sig i et miljø, hvor fokus ikke er på sygdom, men på fantasi, nysgerrighed og glæde. I SMILET møder børnene voksne uden kitler, og det er helt op til det enkelte barn, om sygdommen skal fylde, eller om den for en stund skal sættes på pause.
Værkstedet bemandes af både frivillige og tre faste børnekunstformidlere, der opmuntrer børnene og hjælper dem til at udleve deres drømme om alt fra at kreere et fabeldyr til dukkehuse og alverdens andre ting med hjælp fra det store udbud af materiale, der er i SMILET.
SMILET RH udvikler sig løbende og gør bl.a. en indsats for forskellige målgrupper, herunder unge med alvorlig og kronisk sygdom og børn der af forskellige grunde ikke selv kan komme i SMILET. Desuden udvides samarbejdet løbende med relevante børneafdelinger på Rigshospitalet.
Lemvigh-Müller Fonden har støttet SMILfondens initiativer for alvorligt syge børn siden 2018.

Det støtter vi

Kulturelle formål
For organisationer, foreninger og institutioner som tilskud til projekter, der er med til at styrke kulturlivet i Danmark. Her støttes f.eks. museer og udstillinger, kunsthåndværk og design, musik og dans og andre kulturelle aktiviteter.

Sociale formål
For organisationer, foreninger og institutioner som tilskud til projekter, der har til formål at støtte og yde hjælp til mennesker, der befinder sig i en svær situation på grund af sygdom, fattigdom eller andre sociale forhold.

Produktive formål
Herunder hører formål, som frembringer værdier af samfundsmæssig nytte som f.eks. bogudgivelser, rapporter om samfundsforhold, kortfilm- og podcastproduktioner samt oplysnings- og uddannelsesprojekter.
