Fra Kultorvet til hele Danmark
Fra en lille hørkramforretning på Kultorvet til
en af Danmarks førende stål- og teknikgrossister.
Johan Frederik Lemvigh-Müller grundlagde en jern- og hørkramforretning på Kultorvet i København. Forretningen handlede med grovvarer som jern, kul og salt og udviklede sig hurtigt til at specialisere sig inden for jern og stål, i takt med den industrielle revolution i Danmark.
Siden 1846


Historien
Stifteren af Lemvigh-Müller-koncernen, I.F. Lemvigh-Müller, var som ung mand i lære som hørkræmmer og arbejdede også som bogholder inden han i 1846 grundlagde en hørkramforretning på Kultorvet i København. En hørkræmmer handlede med grovvarer som jern, kul, salt, sild og hør. Forretningen blev senere specialiseret i jern og stål og udviklede sig til en god og solid forretning.
Efter I.F. Lemvigh-Müllers død i 1888 drev sønnen Valdemar Lemvigh-Müller (1864-1928) forretningen videre med dygtighed og stor succes. Forretningen blev udvidet ved overtagelse af nogle mindre hørkramforretninger i området omkring Kultorvet, og i 1920 overtog Valdemar Lemvigh-Müller aktiekapitalen hos den tidligere konkurrent P.G. Munck A/S, hvorefter de sammenlagte virksomheder fortsatte under navnet Lemvigh-Müller & Munck A/S med domicil tæt ved Rådhuspladsen i København.
Også siden hen, bl.a. under dygtig ledelse af Valdemars søn Carl Johan Lemvigh-Müller (1911-1989), har virksomheden været præget af udvikling, vækst og overtagelser af forretninger, og i 1987 flyttede Lemvigh-Müller og Munck A/S til et nyopført domicil i Københavns Sydhavn ved siden af virksomhedens eksisterende lagre.
Fra sammenlægning til moderne koncern
Efter overtagelsen af Louis Poulsen El-teknik A/S i 2005 valgte moderselskabet J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S i 2007 at sammenlægge Lemvigh-Müller og Munck A/S og Louis Poulsen El-teknik A/S under navnet Lemvigh-Müller A/S. Lemvigh-Müller A/S er i dag blevet en betydende dansk stål- og teknikgrossist, og i 2010 flyttede selskabet til sit nybyggede domicil i Herlev.
Det er fortsat i dag et familiemedlem, nemlig et tipoldebarn til stifteren I.F. Lemvigh-Müller, der er bestyrelsesformand i moderselskabet J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S.
Lemvigh-Müller A/S ejes af moderselskabet J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S, som ejes af I.F. Lemvigh Müllers Fond og Lemvigh-Müller Fonden. Moderselskabet og begge fonde har domicil i Herlev.

Milepæle
Vores rejse gennem tiden
1823
JOHAN FREDERIK LEMVIGH-MÜLLER
Johan Frederik Lemvigh-Müller blev født den 28. november 1823 i
Sønder Omme. Han blev gift to gange og fik i alt 14 børn.
1846
GRUNDLÆGGELSEN AF LEMVIGH-MÜLLER A/S
Johan Frederik Lemvigh-Müller grundlagde en jern- og hørkramforretning på Kultorvet i København.
Forretningen handlede med grovvarer som jern, kul
og salt og udviklede sig hurtigt til at specialisere sig inden for
jern og stål, i takt med den industrielle revolution i Danmark.
1888
VALDEMAR LEMVIGH-MÜLLER OVERTAGER
Efter Johan Frederik Lemvigh-Müllers død overtog sønnen Valdemar Lemvigh-Müller ledelsen af virksomheden. Valdemar ekspanderede hurtigt, købte flere mindre forretninger og fusionerede i 1920 med P.G. Munck A/S, hvilket styrkede selskabets position på markedet.
1922
ANLÆG I SYDHAVNEN
Under Valdemar Lemvigh-Müllers ledelse etablerede virksomheden store moderne lagre og faciliteter i Københavns Sydhavn, hvilket gjorde Lemvigh-Müller & Munck A/S til en af de førende grossistvirksomheder i Danmark.
1936
I.F LEMVIGH-MÜLLERS FOND OPRETTES
For at sikre almennyttige formål og støtte til samfundet oprettedes I.F. Lemvigh Müllers Fond i 1936. Fonden eksisterer fortsat og yder primært støtte til medarbejdere og slægtninge samt til kulturelle, nationale og sociale formål.
1946
LEMVIGH-MÜLLER FONDEN STIFTES
På 100-års jubilæet for Lemvigh-Müller A/S blev Lemvigh-Müller Fonden stiftet.
1987
FLYTNING TIL SYDHAVNEN
Lemvigh-Müller A/S flyttede i 1987 til nye hovedkvarterer i Københavns Sydhavn. Dette markerede en ny æra for virksomheden, med moderne faciliteter og en stærk position som en af landets førende grossister inden for stål og teknik.
1995
S. C. Sørensen A/S i Randers opkøbes og gør dermed Lemvigh-Müller A/S til Danmarks største stålgrossist.
2005
OVERTAGELSEN AF LOUIS POULSEN EL-TEKNIK A/S
I 2005 overtog Lemvigh-Müller A/S Louis Poulsen El-teknik A/S, hvilket udvidede virksomhedens portefølje og gjorde den til en af Danmarks førende el-teknikgrossister. Fusionen sikrede, at Lemvigh-Müller A/S nu også dækkede det el-tekniske marked, en vigtig vækstmulighed for koncernen.
2010
FLYTNING TIL HERLEV
Lemvigh-Müller A/S flyttede til sit nye hovedsæde i Herlev i 2010. Samtidig blev selskabet styrket som en af Danmarks førende stål- og teknikgrossister, med J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S som moderselskab og fondene som ejere.
2017
OPKØB AF ELWORKS A/S
Lemvigh-Müller A/S opkøber Elworks A/S for at styrke koncernens position indenfor el-artikler. samme år opkøbes også handelsvirksomheden G. Funder for at udvikle koncernens varegrupper som leverandør til byggemarkeder og detailhandelen
2025
NYT CENTRALLAGER I KOLDING
Lemvigh-Müller A/S begynder udvidelsen af koncernens centralager i Kolding, også kaldet CL 4.0.
2026
OPKØB AF BRDR. KIER
Grossistvirksomheden Brdr. Kier opkøbes, for at styrke koncernens fremtidige konkurrencekraft samt den lokale forankring i Midt- og Østjylland

Den omvendte hestesko
‘I familien har vi en broche – en hestesko. Normalt vender den med enderne opad, så den holder på lykken. Men min tipoldefar, som grundlagde Lemvigh-Müller A/S, vendte den på hovedet for at vise, at man gerne vil kaste lykken over på andre. Det er en gammel familietradition, at man ønsker andre det bedste.’
